
KENDER I DET?
Er I på udkig efter en samarbejdspartner, der kan løfte jeres gastronomiske projekt fra idé til virkelighed? Kæmper I – som mange andre – også med at gøre den bæredygtige omstilling “spisbar” i hverdagen hos medarbejdere, gæster eller kunder? Har I brug for sparring og en skarpere fortælling, der får jeres produkt eller budskab ud på en mere appetitlig måde? Eller måske blot et inspirerende, vaneændrende kulinarisk indspark? Så lad os tage en snak.
Jeg arbejder i krydsfeltet mellem gastronomi, bæredygtighed og formidling. Det kan være alt fra tidlig sparring på nye projekter til udvikling og eksekvering, når retning, indhold og oplevelse skal spille sammen i praksis.
Jeg går ind i både små og store projekter, når målet er at inspirere til nye gastronomiske oplevelser, rykke madvaner og styrke kærligheden til gode råvarer.
Jeg har gennem flere år bl.a. samarbejdet tæt med WSP – en verdensomspændende rådgivningsvirksomhed – om projekter, hvor havet og dets bæredygtige spisekammer er blevet omsat til konkret formidling og engagement. Vi har bl.a. udgivet publikationen “En hyldest til havet”, som er blevet spredt globalt og oversat til fire forskellige sprog.
Se mere og hent den engelske version – “Powered by the sea” her

Min passion for havet har også ført til samarbejder med bl.a. Hedeselskabet, DPPO, Musholm, Aarhus Universitet og Danmarks Fiskeriforening – ofte med afsæt i events og mødesteder som Folkemødet på Bornholm, Naturmødet i Hirtshals og diverse foodfestivaller. Her har den stået på alt fra udvikling og facilitering af cook-ups og debatter med politikere og forskere til interaktion og hands-on-sessioner med gæster og publikum. Fortællingen skal være skarp, inkluderende og give lyst til at smage på mere.
Med min baggrund som lærer har det at inspirere og rykke mennesker altid været en del af mit DNA. Jeg har været med til at udvikle landsdækkende læringsuniverser og undervisningsmaterialer i samarbejde med aktører som The Ocean Race, Aarhus Kommune og Coop. Formidling, hvor det handler om at gøre ny viden anvendelig og inspirerende – og om at få børn, unge og voksne til at engagere sig og få appetit på nye muligheder.
På den mere kommercielle side har jeg stået i spidsen for udviklingen af det nye madkoncept “Ingerslevs” i Aarhus Airport gennem SSP Danmark. En proces, hvor der blev arbejdet med menuudvikling, kvalitet, gæsteoplevelse og lokalhistorie, så gastronomien blev en integreret del af fortællingen i lufthavnen.

Jeg arbejder desuden med gastronomi, oplevelser og vin fra den absolut øverste hylde. Ikke blot i min rolle som madanmelder for White Guide – Nordens største uafhængige madguide – men også i min rolle som konsulent og club manager for vininvesteringsfonden Winest. Her er sans for detaljen, eminent værtskab og evnen til at skabe unikke smagsoplevelser afgørende – en kombination, jeg også tager med ind i andre projekter.
Se video med præsentation af Club Winest nederst på siden
Sidst, men ikke mindst, har jeg gennem fem år siddet i bestyrelsen i Foreningen af Danske Madpublicister og har stor erfaring med at skrive og formidle om gastronomi. Jeg har været redaktør for en gastronomisk bogklub, været freelance-skribent for magasinet Gastro og udgivet to kogebøger. Det betyder, at jeg kan hjælpe jer med at finde den rigtige fortælling, den rigtige tone og den rigtige form – uanset om målgruppen er medarbejdere, kunder, deltagere eller et helt andet publikum.
Hvis I står med et projekt, der har noget på hjerte, og hvor der er lyst til at tænke nyt, går jeg gerne ind med en kreativ og løsningsorienteret tilgang, der både løfter idéen og får den sikkert i mål.
Udpluk af kunder jeg har hjulpet:

“Nysgerrig, inspirerende og simpelthen hamrende dygtig i et køkken. Det er hvad, vi har oplevet, mens vi har arbejdet med Mikkel gennem de seneste 2 år. Vi har imidlertid også været glade for samarbejdet fordi Mikkels forståelse for processer, strategier og kontekstforståelse, er helt eminent”.
Pernille Villesen, Citizen relationship & Urban management hos Aarhus Kommune, Teknik & Miljø.
———————
“Jeg har samarbejdet med Mikkel om at udvikle nyt undervisningsmateriale i regi af SPIS! Odense Food Festival og Smag for Livet. Mikkel har med sin stærke faglige baggrund og sin private og professionelle passion for smag og bevidste kvalitetsvalg været det helt rigtige valgt som udvikler og skribent af undervisningsmaterialet “Smagsjagten”.
At samarbejde med Mikkel er trygt og spændende. Mikkel er et af de sjældne mennesker, som både kan arbejde konkret og målorienteret, men som samtidig også kan drømme rigtig stort og som tør at betræde det uprøvede land.
Mikkel leverer og eksekverer professionelt, efter aftale og på et højt niveau og så er han samtidig et enormt behageligt menneske, som det er hyggeligt at være sammen med og som kan omgås alle slags mennesker i alle aldre. Mikkel er gavmild med sin viden og sin tid og er passioneret omkring det han laver, og det smitter. Jeg håber på mere samarbejde med Mikkel i fremtiden”
Tine Gudrun Petersen, Stifter & direktør – SPIS! Odense Food Festival.